Her er soen, sikke en

Her er soen, sikke en!

Messingring i næsen,

lange ører, korte ben,

uopdragent væsen,

spiser uden smække på,

for hun er en rigtig so,

bruger aldrig gaffel,

kniv og vandkaraffel.

Missekatten lopper sig

med sin lådne læbe,

vaskesvamp den lider ej,

ynder ingen sæbe;

dog er mis så pæn og ren,

har de nysseligste ben,

visker sig om snuden,

spejler sig i ruden.

Kippekalven har det godt,

den skal ej i skole,

får så tit en havretot,

af den store Ole,

slippes ud på engen grøn,

finder verden lys og skøn,

drikker mælk af spanden

og får horn i panden.

Koen står i kløver tæt

mellem høns og humler,

æder sig så trind og mæt,

lægger sig og gumler,

letter snart sin dovne krop,

stikker halen lige op,

render over ende

bedstefar og Svende.

Føllet går så strunk omkring,

pytter ad det hele,

gør så kåde hop og spring,

kender ej til sele;

ved sin moders patte får

det en dejlig mælketår,

og i bondens havre

æder det sin davre.

Store heste lider jeg;

når til vands de drage,

da vil store Ole mig

op på hoppen tage.

Og når jeg er blevet stor,

ager vi til bedstemor.

Lotte går ved Lisken;

så skal jeg ha’ pisken.