Hvem mon bor i hytten der

Sang tilføjet d. 7. juli 2021Tekst: Harald BergstedtMusik: Nicolaj Hansen

Her finder du teksten til børnesangen, Hvem mon bor i hytten der.

Tryk her for at tilføje til favoritlisten

Hvem mon bor i hytten der?

Det gør gamle bedste;

hun har ribs og blomstertræ’r,

hun er værd at gæste!

Bedstes køkken er så net –

ikke fedte låsen!

Over skabet er et bræt;

der står klejnedåsen.

Lukke døren uden støj,

banke på den næste!

Inde med sit strikketøj

sidder gamle bedste.

Ak, hvor bedste bliver glad –

brillen op i panden!

Vi får klejner ind på fad,

vi får saft i kanden.

Bedstes gamle vapsemand

bor bag pjedestalen;

han vil bide, dersom man

nipper ham i halen.

Vi vil ha’ vor mad i ro!

Det er bedst for maven.

Så si’r bedste: “Værsågo’,

se jer om i haven!”

Bedste har to pæretræ’r,

ak, så tæt de bærer!

Og når vinden blæser der,

regner det med pærer.

Bedste har en hønselem;

der er høns og ænder.

Men når man vil klappe dem,

skriger de og render.

Min den store bro’r er ældst;

han er glad for heste.

Jeg ved nok, hvad jeg vil helst:

Jeg vil ud til bedste.