Mors lille Ole

Mors lille Ole i skoven gik,

roser på kind og solskind i blik.

Læberne små af blåbær er blå,

bare her ej var så ensomt at gå.

Brummelibrum, hvem mon lusker der?

Hør, hvor det knager. En hund det vist er.

Brunlig er pelsen, og Ole bli’r glad:

“En kammerat – det var godt – se goddag!”

Han klapper bjørnen med hænder små,

rækker ham kurven: “Værsågod, smag kun på.”

Bjørnen han spiser skam alt, hvad der er;

“Hør du, jeg ser nok, du godt kan li’ bær!”

Moder hun så dem og gav et skrig.

Bjørnen løb bort, nu er legen forbi.

“Å, hvorfor skræmte du bort – mor – min ven?

Sig dig til ham, han skal komme igen!”