Og fire små grise

Og fire små grise de ville ud at gå,

de ville ej længer’ i grisestien stå,

og alle havde krølle på halen.

De listed’ fra stien og gik så ind mod by’n

med små søde tryner højt løftet imod sky’n,

og alle havde krølle på halen.

De løb hen ad vejen så let på grisetå,

den første sa’e “øf” og den anden ligeså

og svingede så lystigt med halen.

Den tredje sa’e “øf” og den fjerde ligeså,

og solen den skinned’ , og himlen var så blå,

og alle havde krølle på halen.

Da kom hen ad vejen den store, sorte hund,

den gø ‘de og viste så gruelig en mund

og snappede den mindste gris i halen.

Da hvined’ og skreg alle fire grise små

og løb, så det kneb for hver lille grisetå,

og ingen havde krølle på halen.

De løb hjem til stien, det gik med voldsom fart,

og hjemme hos mor var der fredeligt og rart,

og der kom atter krølle på halen.