Røverne fra Rold

Tre røvere, tre røvere,

tre røvere fra Rold

de gik ud alle tre klokken tolv.

De brølede, de brølede:

“Hvem fanden kan få hold

på tre røvere, tre røvere fra Rold?”

De trampede, de stampede,

for natten den var kold,

og de frøs gjorde røverne fra Rold.

Da kom de til en korsvej,

hvor de delte sig i hold,

tre lige store røvere fra Rold.

Og regnen drap fra himlen,

der var hullet som et sold,

på røverne, på røverne fra Rold.

Den ene søgte ly i en tilfældig fårefold,

den ældste af de røvere fra Rold.

De andre trasked’ tappert løs,

skønt natten var så kold!

En, to, tre, ja, tre røvere fra Rold.

Den ene traf et herberg,

hvor han gav et vældigt sold,

den lystigste af røverne fra Rold.

Den sidste og den kønneste

af røverne fra Rold,

han åbnede et jomfrubur med vold.

“Oh, Jomfru er du halvt så varm,

som jeg er våd og kold,

så glæder du en røverdreng fra Rold”.

Men næste morgen snorked’

alle røverne fra Rold,

to snorkede i dur og en i mol.

I kroen én, i kam’ret én,

den tredje i sin fold,

der fangede man røverne fra Rold.

Så mødtes de ved galgen

samme middag klokken tolv,

“Velkommen”, råbte røverne fra Rold.

Og smilte mens man hængte dem:

Så fik dog fanden hold

på tre røvere, tre røvere fra Rold.