Sangen om Nikolaj

Punktum, punktum, komma, streg

sådan tegnes Nikolaj.

Streg og streg og kugle-rund,

frisk og frejdig, kernesund.

Hul i lommen har han nu,

husk at sy det, lille du.

Arme, ben og støvler på,

så kan “Nikolajsen” gå.

Hat på ho’det skal han ha’,

så han kan si’ fint “goddag”.

Rask han hen ad vejen går,

vogter sine hvide får.

Solen varmer på hans knold,

får’ne bræger – alle tol’,

og på engen koen brøler,

mens en kalv sin mule køler.

Blomsterne i grøften står,

storkens unger frokost får,

flaget hejses ved et hus,

katten leger med en mus.

“Nikolajsen” ser sig om:

– Tænk, om der en pige kom!

En med friske røde kinder,

en, som blomsterkranse binder.

Hvad er det – der er hun jo!

Smilehuller har hun – to.

Blomster – røde, grønne, blå,

bundet sammen med et strå.

Og mens lærken triller slår,

lille Inger for ham står.

Mange kranse vil hun binde,

syv til ham og syv til hende.

Hen til kirken nu de går –

mens fra tårnet klokken slår.

“Kære præst, vi giftes ville,

ha’ et hus – og bryllupsgilde;

blommer, æbler – og en gris,

får og høns – en lille mis.”

Solen skinner, klokken ringer

skønt for Nikolaj og Inger.

Ømt om Ingers røde kind

leger sødt den lune vind,

“Nikolajsen”s hvide får

bræger, alt hvad de formår,

sommerfugle flyver højt

mellem sol og stærefløjt.

Alt er dejligt her på jorden,

når så søde børn bebor den!