Tre søde småbørn

Tre søde småbørn med øjne blå

stille i skumringen sammen stå,

følger med øjnene alle dem,

som nu fra arbejdet vender hjem.

De venter på far, venter på far,

trykker sig mod ruden og venter på far.

Gabriel er i sit sjette år,

ryster betænksomt det brune hår,

klemmer mod vinduet sin pande tæt,

stirrer, til nakken bli’r ganske træt:

Han venter på far, venter på far,

stirrer ud på gaden og venter på far.

Anna Marie ved siden står,

sød lille dukke på fire år,

gule småkrøller om kinden slår,

øjnene store og spændte står:

Hun venter på far, venter på far,

å, – jo, du kan tro – hun venter på far.

Men lille baby er Kristian,

knap nok sin længsel han styre kan;

far har jo lovet ham noget rart,

derfor han tænker: Han kommer snart.

Kommer ej far? Kommer ej far?

Stadig han spørger: Kommer ej far?

Længe de venter, de søde små,

mange forbi deres vindu’ gå.

Endelig! – Nej! – Er det? – Jo, såmænd!

Alle de styrter mod døren hen:

“Der kommer far! Der kommer far!”

Hurra! højt de råber: “Der kommer far!”