Vi har hos os en bitte Mett’

Vi har hos os en bitte Mett’,

i grunden har vi to,

nemlig søde Mett’ og skidte Mett’,

det har vi, må I tro.

Men jeg får ikke glemme, at

man aldrig ser dem begg’!

Når den ene Mett’ er hjemme,

er den anden altid væk.

Den søde lille Mette,

hun bær’ tallerk’ner ind,

hun lægger ske til rette

og rør’ kage med en pind.

Når mo’er kalder tydeligt,

så kommer Mett’ i spring.

Og hun bær’ sit tøj så nydeligt,

når hun skal op i seng.

Den søde lille Mette

er så pillen og så net,

så det kan alle gætte,

vi er glad for lille Mett’.

Ja, falder hun, og dejser hun –

vips, op igen så let!

Men engang imellem rejser hun.

Så kommer skidte Mett’.

Den skidte Mette flæber,

så det rigtig er en gru.

Og hun lyver, laver læber,

river dukkerne itu.

Hun er snavnset, hun er hullet,

og hun sparker med sin fod.

Og hun smider sig i gulvet,

når det mindste går imod.

Men så bli’r der en scene –

ja, en red’lighed så streng.

I kardussen med Malene,

en gang smæk og op i seng.

Og så ligger hun og pruster

og har ingen, ingen ven,

før den søde lille Mettemor

er kommen hjem igen.