Visen om Lillegut

Ro, ro i en jolle stor,

Lillegut selv holder jollens ror,

kursen han sætter mod Engelland,

bedstefar selv står og vinker på strand.

Ro, ro fra bedstefars gård –

så bli’r det søndenvind, så det forslår.

Vi hejser sejlet med striben rød,

så går det ud over salten sø.

Sejle, sejle på salten sø,

Lillegut styrer selv fra ø.

Båden sejler til Engelland,

kongen selv står og venter på strand.

“Konge, konge af Engelland,

Lillegut vil ha’ prinsessen på stand,

datteren din med det guldgule hår,

datteren din med krone og gård.”

Lillegut, Lillegut triner så kry

ind i kongen af Engellands by.

Selv står prinsessen på kongens slot;

Lillegut hilser så flinkt og så flot.

Lillegut, Lillegut han bli’r klædt på,

krone på ho’det og kåbe blå.

Og til slut bliver Lillegut mand

til prinsessen af Engelland.

Sejle, sejle på salten vand,

Lillegut sejler fra Engelland,

sejler lige til bedstefars gård,

bedstefar selv for bislaget står.

“Bedstefar, bedstefar, kom, skal du se!

Nu er der to, du skal ha’ på dit knæ.

Den ene er bedstefars guttermand,

den anden prinsessen af Engelland!”