Dagen går med raske fjed
Sang tilføjet d. 7. juli 2021Tekst: B. S. IngemannMusik: C. E. F. Weyse
Her finder du tekst og melodi til børnesangen, Dagen går med raske fjed.
Tryk her for at tilføje til favoritlisten
Dagen går med raske fjed,
dagens børn må ile;
aftenrøden bringer fred,
nattens stjerner hvile.
Lykken gækker store, små,
leger med guldterning;
lykkeligst at hvile på
er fuldendte gerning.
Lidt dog store, mindre små
kan til gavns fuldbringe;
viljen ser Vorherre på,
giver kraften vinge.
Lykkens lunefulde spil
leger ej med sjæle;
alting føjes, som Gud vil,
her er trygt at dvæle.
Blomst skal bære frugt engang,
høst skal følge sommer;
dag er ej så travl og lang,
aftenstund dog kommer.
Lad ved dag kun op og ned
lykkens terning rulle;
fandt ved kvæld kun sjælen fred,
gik det, som det skulle.