Hist, hvor vejen slår en bugt
Sang tilføjet d. 7. juli 2021Tekst: H. C. AndersenMusik: J. C. Gebauer
Her finder du tekst og melodi til den gamle danske børnesang, Hist, hvor vejen slår en bugt.
Tryk her for at tilføje til favoritlisten
//: Hist, hvor vejen slår en bugt,
ligger der et hus så smukt. ://
Væggene lidt skæve stå,
ruderne er ganske små,
døren synker halvt i knæ,
hunden gør, det lille kræ,
under taget svaler kvidre,
solen synker, og så vid’re.
//: I den røde aftensol
sidder moder i sin stol. ://
Kinden luer dobbelt rød,
barnet har hun på sit skød.
Drengen er så frisk og sund,
æblekinden rød og rund!
Se, hvor hun i spøg ham banker
på de søde pusselanker.
//: Katten står og krummer ryg,
men forstyrres af en myg. ://
Barsk han den med poten slår
og igen som hofmand står.
Moder klapper barnets kind:
Se, hvor sødt det sover ind,
drømmer om de engle smukke
i sin lille, pæne vugge.