I skoven skulle være gilde
Her finder du tekst og melodi til den gamle børnesang, I skoven skulle være gilde.
I skoven skulle være gilde
alt hos den gamle ørn,
som jo så gerne ville
fornøje sine børn.
Og alle fugle sjunge
og røre deres tunge,
//: så snart som lærken gi’r signal
af næbbets foderal. ://
At byde gæster mange
den hane skulle gå,
han havde ben så lange
med krumme sporer på;
han råbte: “Kykliky!”
tre gange i hver by,
//: at byde alle fugle små
til ørnens gilde så. ://
Den tømmermand hr. Spætte
han skulle bygge hus,
og svalen taget tætte
med skovens grønne mos.
Og salen skulle pyntes,
hvor gildet skulle stå,
//: med røde sneglehuse
og fine bolstre blå. ://
De havde og to spillemænd,
og de var meget små,
det var den lille nattergal
og så den lærke grå.
De spilled’ menuet
og det gik så net,
//: til alle udi dansen
var blevet ganske træt. ://
Og uglen var til gilde,
hun drak sig ganske fuld;
om aftenen så silde
hun faldt i græs omkuld.
Hun råbte med stor klage:
“I alle mine dage,
//: ja, alle mine dage
stor nød jeg lide må!” ://