Jeg ved, hvor der findes en have så skøn

Jeg ved, hvor der findes en have så skøn,

hvor søen er blå, og hvor skoven er grøn,

hvor fuglene bygge i løvhækkens ly

og flyve hver morgen med sang over sky!

Og midt i den friske og gyngende sø

der dukker af dybet den dejligste ø,

og søen af prægtige skibe er fuld,

og øen af frugt og af blomster og guld.

Der risler en kilde, der rinder en å,

og højene er så runde og små,

og engen er blød, så det ret er en lyst

at tumle sig der og få lettet sit bryst.

Jeg tror det for vist, at der ej er en plet

på jorden, hvor alt er så blødt og så net

som haven, hvor øen i søen er lagt –

kom, så skal jeg vise dig hele dens pragt!

Se ud over dal, over mark, over sund!

Så ser du en have med løvsal i lund,

med blomster i enge, med sølvspejl i vand,

og haven er Danmark, vort fædreneland!