Lille Poul ser ud på solen

Lille Poul ser ud på solen,

mens den synker over eng,

synker selv i søvn i stolen,

da ta’r mor sin lille dreng,

klæ’r ham, bær’ ham

op ad trappen og i seng.

Og han sover med det samme.

Han har rigt’ nok også slidt,

bygget huse, gravet damme,

malet mænd på fars stakit,

leget – meget –

gemt sig bort og råbt tittit!

Og hvad lille Poul har døjet!

– brækker halen på sin ko,

få’t en myre ind i øjet

og få’t vand i sine sko –

trallet – faldet –

han kan nok ha’ brug for ro.

Og han drømmer, så han sukker

med en finger i sin mund,

og så ler han, så han klukker,

når han drømmer om sin hund.

Stille – stille –

mor smiler til hans blund.